Klik på markørerne med forløbende numre for at komme rundt til det  næste kapitel. Der er flere markører, som du kan gå opdagelse i.

Maria Sørensen, Charlotte Galving, Verner Lundtoft og Uffe Partoza Jacobsen lever med den store, larmende og forurenende nabo på godt og ondt. 

Men for nogle af dem blev det for meget, da lufthavnens direktør, Thomas Woldby, i 2019 fremlagde en masterplanen, der ville øge passagertallet fra 30 til 40 millioner årligt og udbygge lufthavnen med et terminalområde på størrelse med et supersygehus. 

En borgergruppe mod udvidelser af lufthavnen blev for første gang skabt. På Facebook blev ‘CPH uden udvidelse’ et forum for dem, der igennem de sidste par år havde følt sig mere generet af støjen og som bekymrede sig om, hvordan partikelforureningen var i området. 

Borgergruppen er ikke imod lufthavnen, og de er med på, at den selvfølgelig larmer og støjer. 

Men der hersker en usikkerhed blandt lufthavnens naboer som nager bevægelsen. 

For hvad betyder det sundhedsmæssigt at bo tæt op af en lufthavn? Og vil det blive værre, hvis der kommer en udvidelse med mange flere passagerer og fly? De spørgsmål er svære at svare på.

Lige nu venter Lufthavnen på at få folketingets transportudvalg til at ændre på udbygningsloven, så byggeriet kan gå i gang. Transportminister Benny Engelbrecht er positivt stemt.

Men i mellemtiden er flere af regeringens støttepartier i transportudvalget begyndt at stille spørgsmål til transportministeren, om hvad udvidelsen betyder for naboernes helbred, men også hvad det betyder i det store klimaregnskab, når lufthavnen udvider.

Herunder vil du møde Københavns lufthavns naboer. Både dem, der er bekymrede og usikre, og andre, der er er mere fortrøstningsfulde og positivt stemt.

 

Et propelfly er netop kommet på vingerne fra startbanen 12/30. Banen fører direkte over boligområdet Skyttehøj i Kastrup. Et af de steder, der er særligt plaget af støj.